HAVNscape
- En kollaborativ emergent lydinstallation

onsdag den 19. maj 2010

Vision

Vi vil, i en periode lade århusianere blive en del af en lydoplevelse på byens industrihavn for at skabe liv et kulturmæssigt øde og ubrugt sted i Århus.

Konceptbeskrivelse

Ud fra opgaven, der er at skabe et hyperlokalt interaktionsmedie i Århus, har vi, ud fra etnografiske feltstudier fundet det interessant, at arbejde med kulturmæssigt øde og ubrugte arealer i Århus. Vi har valgt at arbejde med byens industrielle havneareal (Pier 2), da disse områder ingen menneskelig brug har, udover få fiskere, nogle vagabonder i sommerperioden og havnearbejdere, der går til og fra frokost. Vi mener, at byens havnearealer har potentiale til at skabe en unik stemning og atmosfære, og vi vil, via en kollaborativ emergent lydinstallation forsøge at skabe en stemning i havnens rå og industrielle omgivelser. Ud fra denne lydinstallation vil vi skabe liv på nogle af byens havnearealer.

Flere mindre afmærkede, begrænsede arealer på havnens industriområde, nærmere betegnet pier 2 med front ud til bassin 2, skal fungere som vores domæne. Disse afmærkerede arealer, der fylder ca. 15m2 hver, er alle inddelt i 4 mindre lige store dele. Tre af disse mindre felter repræsenterer tre kategorier af lyde, der er at finde på en klassisk havn. Disse lydkategorier er dyrelyde (eksempelvis diverse fuglelyde), havne- eller bådlyde, industrielle- og bylyde. I det sidste felt, findes der musikalske lyde af diverse instrumenter. Det musikalske element binder lydlandskabet sammen til en auditiv komposition. Over hvert 15m2 store felt hænger der et webkamera, der via MAX/MSP/Jitter tracker og bearbejder bevægelse i felterne.

Når en person træder ind i et af felterne, vil det starte en tilfældig lyd i den pågældende kategori. Jo flere mennesker, der bevæger sig rundt i felterne, jo flere lyde vil der blive afspillet. Vores idé er, at der via brugerleg og nysgerrighed af mennesker kan skabes eksperimenterende musikalske stykker – udelukkende gennem bevægelse.

Idéen vil fungere, hvis det opsættes i en kort periode, eksempelvis i forbindelse med et event. Det er en installation, der kan sættes op over nogle få dage (alt afhængigt af vejret) og da det fungerer, som eller i en forbindelse med et event, vil der være flere mennesker og dermed mere liv på havnen end normalt. Således sikrer vi os, at der er mennesker nok til at lydinstallationens komplette udtryk bliver udført.